Efter flere års genoptræning, må jeg nu indse at min ryg ikke kan holde til at køre MX race mere, og den hårde træning det kræver for at kunne køre forsvarligt på et højt niveau.
Maskinskifte, hundredevis af træningstimer og alverdens forsøg er blevet afprøvet, men miraklet udeblev…

Jeg pådrog mig i januar 2011, efter et styrt til Supercross træning, en skade på min ryg hvor jeg bl.a. fik en diskusprolaps i lænden. Efter 8 måneders genoptræning uden et positivt resultat, blev jeg opereret af en specialist i München for egen regning. Efter operationen har jeg de sidste 1½ år forsøgt, at få ryggen stærk nok til at køre igen med støtte fra et specialsyet korset. For at optimere mine chancer rådførte jeg mig med min nuværende fysioterapeut, som hver uge det sidste år har hjulpet mig og fulgt min træning meget nøje.

De gener jeg havde for et år siden, er i dag præcis de samme når jeg igennem hård struktureret træning på maskinen, oplever at min ryg blokker helt af, og sender nervesmerter primært ned i venstre ben, hvor smertestillende medicin ingen ændringer giver. Jeg kan holde til at køre MX, hvis ikke jeg presser min træning hårdt, og kører max en gang om ugen. Kører jeg flere dage, har jeg så store gener og smerter i hverdagen, at meget af tiden foregår liggende.
Det ønsker jeg ikke mere..

Jeg har hele tiden kendt til konsekvenserne af min skade, og til mødet med den tyske specialkirurg dagen efter operationen fortalte han også, hvorfor de vækkede mig midt under operationen og om omfanget af skaden, og at det i høj grad ville være et forsøg at komme tilbage til sporten.
Han synes dog ud fra mit engagement, at det ville være sundt at køre min chance.

Min fysiske begrænsning gør, at jeg ikke længere har mulighed for at træne så hårdt, som jeg ved det kræver. Jeg har og har altid haft en meget seriøs tilgang til sporten, og jeg kan ikke køre til startbommen og vide, at jeg max er 80 % konkurrencedygtig.
Kort og godt, så kan jeg simpelthen ikke selv stå inde for det.

Mit sidste A-DM heat sluttede jeg som nr. 4 i MX2, og jeg gør aldrig noget halvt, og derfor stopper mine forhåbninger om, at komme tilbage med viden om, at jeg har gjort alt der var muligt. Igennem 18 år har jeg kun haft én skadespause med en brækket hånd, og det er alt før rygskaden, så jeg har i høj grad ikke været plaget af skader i min karriere.

Nu er jeg bare taknemmelig og positiv over, at jeg ind imellem kan træne MX, og måske køre et lille løb eller to, men det bliver langt fra første prioriteten, som det ellers har været i ca. 18 år. Nu kan jeg koncentrere mig mere om, at hjælpe de kører jeg fungerer som træner og mentor for, og måske byder der sig nogle nye muligheder i fremtiden.

Jeg har bl.a. opnået at vinde et MX2B Dansk Mesterskab, Jysk/fynsk mesterskab, deltagelse i VM samt kørt mange andre internationale løb og opnået rigtig mange af mine mål, som jeg er meget stolt over.

Jeg vil gerne have lov, at takke de folk som har bidraget positivt til mange år bag bommen, som jeg aldrig vil glemme.

Stor tak til familie, venner, veninder, konkurrenter, teams, teamkammerater, mekanikere, fysioterapeuter, sponsorer, brødrene Jørgensen og alle der har påvirket mig positivt.

En speciel tak min sponsor MX-SHOP (KTM) ved Britta og Morten Juel Rasmussen og hele teamet inklusiv hjælpere for den bedst tænkelige opbakning.

Også en speciel tak til min uundværlige mentor Bo Vang, samt Holstebro Motocross Club.

Vi ses på banerne
Brian Randrup #38